Som tiden dog går. Kun to blogpostings tilbage var det valgdag - for et år siden. Og i dag gik turen så igen til valgstederne, der lukkede for få minutter siden.
Den store ting i dag var folkeafstemingen om ændring af det britiske system for valg til House of Commons, der er det nærmeste, vi kommer Folketinget herovre. Desuden var der over det meste af landet forskellige lokalvalg, og i Wales, Skotland og Nordirland var der desuden valg til deres respektive parlamenter.
Folkeafstemningen
Det nuværende valgsystem til House of Commons kaldes First Past the Post. Systemet er enkelt: Hver valgkreds vælger et parlamentsmedlem, og den person, som får flest stemmer i valgkredsen, får pladsen i parlamentet. Hvert parti stiller med en enkelt kandidat per valgkreds.
Systemet er ikke optimalt. Først og fremmest går alle andre stemmer i en valgkreds til spilde: Hvis der eksempelvis er fire kandidater, der får henholdsvis 27, 26, 24 og 23 % af stemmerne, går pladsen til kandidaten med de 27 % af stemmerne - de resterende 73 % af stemmerne ser man bort fra. Desuden kan valgkredse med forskellig størrelse forværre et eventuelt misforhold mellem valgte kandidater og afgivne stemmer.
Før parlamentsvalget for et år siden, var både Labour og Liberal Democrats fortalere for reform af valgsystemet. Labour ønskede Alternative Vote, mens Liberal Democrats i stedet ville have et rent proportionalt system. Conservatives ville til gengæld beholde First Past the Post.
Som en del af grundlaget for etablering af koalitionsregeringen blev det aftalt, at der skulle afholdes en folkeafstemning om valgsystemet Alternative Vote, hvilket blandt andet medførte den interessante situation, at de to partier i regeringen har anbefalet henholdsvis nej og ja i denne folkeafstemning.
Alternative Vote er også baseret på valgkredse med et valgt parlamentsmedlem og en kandidat fra hvert parti. Men i modsætning til First Past the Post kan man som vælger stemmer på lige så mange kandidater, man har lyst til.
I stedet for at sætte krydser, skriver man 1 ud for sin foretrukne kandidat, 2 ud for den næstbedste og så videre. Man kan frit vælge antallet af stemmer - lige fra kun en enkelt til at sætte et tal ud for samtlige kandidater.
Ved stemmeoptællingen starter man med at tælle førstestemmerne for alle kandidater. Hvis en af kandidaterne har fået minimum 50 % af stemmerne, er denne kandidat valg. Hvis ikke, fjerner man den kandidat, der har fået færrest stemmer, og herefter fordeler man andenstemmerne fra denne kandidats førstevælgere mellem de øvrige kandidater. Dette principt fortsætter man, indtil en kandidat har opnået mindst 50 %, hvorefter der er fundet en vinder. Hvis man til sidst kun har en enkelt kandidat, som dog ikke har opnået 50 %, vil denne kandidat stadig være vinder.
Systemet er meget mere komplekst, og optælling af stemmer på manuel vis vil være en meget større opgave. En del fortalere for systemet fejer dette argument af bordet med det modargument, at fremtiden alligevel vil være elektronisk stemmeafgivning, og så er det jo ikke noget problem med ekstra kompleksitet. Personligt håber jeg aldrig, at vi nogen sinde komme til at have elektroniske valg, men det må tiden jo vise ...
Hvis 49 % af vælgerne stemmer på kandidat A som nummer 1, mens 20 % stemmer på kandidat B som nummer 1, kan B stadig vinde - hvis de 31 % med førstestemme på C eller D alle har B som nummer 2, står B pludselig med 51 % af stemmerne og har dermed vundet valgkredsen. Jeg synes ikke, at dette er mere optimalt end First Past the Post.
Et rent proportionalt system ville kræve mere end et parlamentsmedlem per valgkreds - hvilket igen vil betyde markant større valgkredse end i dag. Allerede i dag finder mange vælgere, at de er for langt fra deres parlamentsmedlem, fordi en typisk valgkreds er i omegnen af 90.000 vælgere. Skal der vælges fem fra hver valgkreds, stiger dette tal til 450.000, hvilket ikke vil bringe vælgere og parlamentsmedlemmer tættere på hinanden.
Jo større et land er, jo sværere er det at lave et velfungerende proportionalt system, hvilket også er grunden til, at valget handler om Alternative Vote eller First Past the Post.
Foreløbige exit polls peger på en pæn føring til nej-siden, hvilket vil betyde en bevarelse af First Past the Post, og det er da også det resultat, jeg selv håber på. Desværre har jeg ikke selv kunnet stemme, da EU-borgere ikke har stemmeret ved parlamentsvalg og dermed heller ikke ved folkeafstemning om parlamentsvalg.
Hvis resultatet bliver et nej, betyder det ikke automatisk, at valgsystemet ikke kan ændres - der er trods alt tale om et ja eller nej til Alternative Vote - ikke et valg mellem to systemer. Det er dog relativt sikkert, at uanset udfaldet, vil det betyde Alternative Vote eller First Past the Post i mange år fremover.
Lokalvalg
Mange kommuner holder ikke kun byrådsvalg hvert femte år - i stedet afholdes valg hvert eller hvert andet år, hvor man så kun udskifter en del af byrådet. Formålet er at sikre en vis kontinuitet i arbejdet, selv om det nok må betragtes som usandsynligt, at samtlige medlemmer af et byråd ikke bliver genvalgt, med mindre de virkelig har gjort i nælderne.
Swindon er en af disse kommuner, og jeg gik derfor lejlighed til at sætte et kryds på en stemmeseddel til byrådsvalget.
Nogle steder har man desuden sognerådsvalg i dag. Der er dog ikke tale om et sogneråd, som man kender det fra Danmark - det minder mere om et lokalråd, men de kaldes sogneråd, fordi de typisk dækker et sogn.
De steder, hvor man har et sogneråd, har dette typisk overtaget ansvaret for en række lokale opgaver, eksempelvis legepladser, parkanlæg, gaderenholdelse og lignende. Dette har de så egne budgetter for, og de får en lille del af kommuneskatten fra borgerne i sognet.
Parlamentsvalg i Wales, Skotland og Nordirland
Wales, Skotland og Nordirland har hver især egne parlamenter, der kan træffe egne beslutninger på en række områder - på disse områder har House of Commons derfor ikke noget at skulle have sagt. Det er i øvrigt ikke helt de samme områder, der gælder for de tre lande.
Interessant nok har England ikke selvstyre og eget parlament, så her gælder den lovgivning, som i House of Commons vedtager for hele Storbritannien og Nordirland (også kendt som United Kingdom).
Alle tre lande med eget parlament har afholdt valg til dette land i dag.
Alternative Vote er reelt Single Transferable Vote-systemet udsat for situationer, hvor man kun skal have valgt en enkelt person (og det kommer så til at hedde Instant-runoff Voting).
Det er, synes jeg, en fin ide til præsidentvalg og lignende, hvor man i sidste end skal have en enkelt kandidat udpeget. Og derfor har det nok sin gang på Jord i UK, hvor man jo er vant til det der "en valgkreds, et parlamentsmedlem"-princip. Men jeg kan nu også bedre lidt proportionalitetsløsninger.
(STV blev i øvrigt første gang brugt til valg af landsstyre i 1855 i Danmark ved valg til Rigsdagen. Landstingsvalget fik det også fra 1865 og det blev bevaret frem til 1915.)
Ja, AV er i bund og grund IRV.
Jeg synes personligt ikke, at AV/IRV som udgangspunkt giver et mere retfærdigt resultat end FPP. Begge systemer har sine fordele og ulemper og kan på hver sin måde både give fair og unfair resultater.
Naturligvis kommer det også an på, hvad man mener med fair i denne sammenhæng. Selv om der kun vælges en enkelt kandidat per valgkreds, finder jeg det fair nok at vælge den, der har flest stemmer, da der trods alt 650 valgkredse og dermed 650 parlamentsmedlemmer.
Proportionalitet er svært at indføre, hvis man gerne vil beholde relativt små valgkredse. I Skotland har man et system, hvor man dels vælger en kandidat per valgkreds via FPP – og hertil kommer så en række regionale tillægsmandater, som vælges proportionalt.
Jeg er ikke overbevist om, at den model er specielt god, og den foreløbige nyhedsdækning her til morgen har i hvert fald indikeret nogle underlige resultater af den model.
Når det kommer til stykket, findes der næppe noget 100 % retfærdigt valgsystem …
Jeg syntes at det danske system er tæt på at være 100% retfærdigt. Og det siger jeg ikke fordi det er dansk, men fordi jeg har meget svært ved at se svagheder og uretfærdigheder ved det.
Jeg er bestemt ikke tilhænger af "the winner takes it all" systemerne i UK eller USA. Se blot præsidentvalget i USA 2000, hvor Al Gore fik 175.000 flere personlige stemmer end Bush, men endte med at tabe alligevel.
Problemet med USA er jo ikke, at de har et FPP-system men i stedet selve valgmandssystemet, hvor man i hvert stat vælger et antal valgmænd, som herefter vælger præsidenten.
Det system gav god mening i sin tid, hvor det var særdeles upraktisk, hvis man skulle tæller enkelte stemmer op og lægge sammen for hele USA, hvilket man jo til gengæld nemt ville kunne i dag.
Valgmandssystemet er uheldigt, fordi man dels har det sådan, at alle valgmænd i en stat skal stemme på den samme kandidat, dels fordi antallet af valgmænd staterne imellem ikke er proportionalt med antallet af stemmer. Dermed komme nogle vælgeres stemmer til at tælle mere end andre, og så har man situationen.
Når man kun skal vælge én person, kommer man ikke uden om en eller anden form for »winner takes it all«, og her er FPP og AV/IRV bud på, hvordan denne person vælges.
Valg af en enkelt kandidat per valgkreds kan give god mening, hvis valgkredsene er tilpas små og alle har omtrent samme størrelse. I UK er der i øjeblikket cirka 90.000 vælgere i en valgkreds, og dermed samme antal per valgt parlamentsmedlem – skulle man have et rent proportionalt system, taler vi 450.000 vælgere per valgkreds (fem kandidater per valgkreds for at sikre reel proportionalitet).
Til sammenligning var der ved valget til Folketinget i 2007 cirka 23.000 vælger per folketingsplads. Der er cirka 43.000 vælgere per valgkreds, hvilket også passer med cirka 1,9 folketingsmedlemmer per valgkreds. Det er faktisk ikke tilstrækkeligt til at give fuld proportionalitet, og selv systemet med tillægsmandater er ikke helt nok til at sikre dette.
Så nej, der er er ikke noget 100 % retfærdigt system, men jeg vil vove at påstå, at både det danske og det britiske system hver især er gode nok.
Princippet i det danske er fint. Praksis er defekt. Partisystemet og det at folketingsgruppen ofte dikterer, hvem den enkelte vælgerforening skal opstille, gør at den faktiske repræsentation går fløjten.
Et system som det danske uden lister ville være rigtig interessant.