Valgdag

En måneds valgkamp var skudt i gang, og alle meningsmålinger pegede på det tidspunkt på et flertal til Conservatives, mens Labour troede på, at de stadig ville kunne beholde regeringsmagten. Liberal Democrats mente selv, at de ville have en god chance, men meningsmålingerne sagde klart noget andet.

En række medier med Sky News i front havde længe ført kampagne for en revolution i britisk politik: Live tv-debat mellem lederne af de tre største partier. Den slags havde aldrig været brugt før, men partierne endte med at gå med til det, og tre torsdage i træk bød på hver sin live-debat på henholdsvis ITV 1, Sky News og BBC One. Alle tre sendte naturligvis debatterne i HD.

Allerede efter den første tv-debat var virkeligheden fuldkommen ændret: Nick Clegg var den store overraskelse, der efter de flestes mening leverede klart den bedste præstation - og resultatet udeblev ikke: Alle meningsmålingerne pegede nu på stor fremgang til Liberal Democrats - enkelte gav dem endda flere stemmer end Conservatives.

Det stod nu helt klart, at valgkampen her bliver meget hård, og resultatet reelt uforudsigeligt. Meget tyder på, at Conservatives bliver størst, tæt forfulgt af Liberal Democrats og endelig med et pænt spring ned til Labour, som forventes at få et ret dårligt valg. Alt kan dog endnu ske, da utrolig mange vælgere endnu ikke har taget stilling.

Traditionelt har et af partierne altid haft flertal i parlamentet og derfor kunnet danne regering alene. Meget tyder på, at dette ikke kommer til at ske denne gang - i stedet peger det på et såkaldt »hung parliament«, hvor intet parti har flertal alene. I så fald må der enten dannes en mindretalsregering eller en koalition.

Liberal Democrats står til at kunne få en meget afgørende position. De har på forhånd afvist at melde sig i den ene eller anden lejr for at stå frit - hvilket også betyder, at alt kan ske, og både Conservatives og Labour har travlt med at prøve at overbevise folk om, at en stemme på Liberal Democrats vil betyde stor risiko for, at modparten ender ved magten.

I morgen afgives stemmerne - men navnet på den nye premierminister kendes måske tidligst en gang i næste uge.

I starten var valgkampen meget direkte mellem Conservatives og Labour, mens Liberal Democrats prøvede at komme ind på banen. Med målingerne efter den første tv-debat var der lige pludselig tre aktive aktører, og med de seneste måling har valgkampen mest udviklet sig til at være Conservatives mod Liberal Democrats på den offensive side - og et Labour, der prøver at redde så meget som muligt.

Tonen er til tider hårdere end i Danmark, og den bærer tydeligt præg af, at man traditionelt ikke har nogen forventning om efter valget at skulle samarbejde med sine modstandere. Det kan virke uklogt i den nuværende situation, hvor netop et samarbejde formodentlig bliver nødvendigt, men da alle tre partier er »lige gode« om det, bliver det næppe et større problem i praksis.

De første par uger af valgkampen havde Conservatives nogle store reklameplakater med et billede af Gordon Brown ved siden af en tekst som eksempelvis »Jeg fordoblede statsgælden - stem på mig« i store typer - med mindre typer nævntes så mulighed for at vælge en anden vej ved at stemme konservativt. Ret provokerende annoncering, som man nok ikke vil se på helt samme måde i Danmark.

De fra Danmark så velkendte valgplakater i lygtepælene findes til gengæld ikke herovre. Valgreklame må foregå som al anden reklame - så plakatpladser må man købe sig til på lige fod med reklamer for morgenmad, biler og forsikringer. Desuden vælger mange privatpersoner at gøre reklame for deres foretrukne parti ved at sætte plakater i vinduerne eller forhaven - eller med store skilte på deres marker.

Reklamer gennem brevsprækken undgår man naturligvis heller ikke, men til min overraskelse har det primært været Conservatives, der har gjort end indsats i vores kvarter. Det skyldes måske tildels, at vores lokale kandidat rent faktisk bor i kvarteret, men det undrer mig alligevel, at vi intet materiale har fået fra Liberal Democrats, og at der først kom noget fra Labour i dag. Endelig er der kommet et par flyers fra mindre partier som BNP og UKIP.

Det meste materiale og valgkamp handler om parlamentsvalget, men de fleste steder, herunder i Swindon, er der også kommunalvalg i morgen. Dette har der været overraskende lidt omtale af.

Her i England har vi tre primære partier:

Nationalt set findes desuden en række mindre partier, herunder The Green Party, British National Party og UK Independence Party. Jeg vil ikke gå nærmere i detaljer med disse partier, da deres navne nok siger sig selv (og ellers kan man læse mere på deres hjemmesider). Ingen af disse får formodentlig noget at skulle have sagt i parlamentet, men de kan få betydning ved nogle kommunalvalg.

I nogle valgkredse er desuden opstillet uafhængige kandidater, som ikke repræsenterer et parti.

Det nuværende valgsystem består af 646 valgkredse, og der vælges et parlamentsmedlem i hver valgkreds. Kandidaten med flest stemmer i en valgkreds får parlamentspladsen - de øvrige stemmer i valgkredsen er spildt.

Princippet kaldes »first past the post« og gav meget god mening, da valgsystemet i sin tid blev indført, men nu om dage må systemet betegnes som noget gammeldags, og der er da også en række ulemper ved det.

Fordi kun den med flest stemmer bliver valgt, stiller hvert parti kun med én kandidat. Men er der eksempelvis fem opstillede kandidater, kan det faktisk lade sig gøre at blive valgt med kun 21 % af stemmerne - hvilket vil sige, at 79 % af vælgerne hellere havde set en anden kandidat. Og der findes ikke valgforbund til at flytte rundt på tallene.

De enkelte valgkredse er desuden heller ikke lige store, omend en nylig reform skulle have forbedret dette en smule. Et analysebureau havde spurgt så mange vælgere fordelt over hele landet, at de kunne regne ud, hvordan fordelingen mellem partierne ville blive - og her var det interessant at se, at det parti, der havde næstflest stemmer målt i procent faktisk endte på en tredjeplads i antal parlamentsmedlemmer - og det endda med en stor forskel fra nummer to.

Conservatives argumenterer for, at systemet er godt, fordi et parlamentsmedlem er bundet til at repræsentere sin kreds (uanset partipolitik), Liberal Democrats taler for en ændring til et proportionalt system som i blandt andet Danmark, og Labour har foreslået systemet alternative vote, hvor der stadig kun vælges en person per valgkreds, men hvor vælgerne stemmer prioriteret på flere kandidater.

Ved kommunalvalget bliver det mere indviklet, for her er det forskelligt fra kommune til kommune. Nogle steder afgiver man én stemme, andre steder op til tre. Og for at gøre det forvirrende, benytter nogle kommuner at skifte hele byrådet hvert fjerde år, mens andre skifter halvdelen hvert andet år - og andre igen en tredjedel hvert år (og så med et pauseår for at give medlemmerne valgperioder på fire år).

I de fleste kommuner vælger byrådet borgmesteren, der ofte er en anden end formanden for byrådet. Enkelte bykommuner har dog en direkte valgt borgmester, og i Londons tilfælde er dette endda en slags overborgmester, der er fælles borgmester for alle Londons kommuner.

Jeg vil her i bloggen ikke afsløre min stemme. De fleste, der kender mig, kan jo nok regne den ud, og det skinner måske også igennem i ovenstående, selv om jeg har prøvet at være neutral.

Hvor gerne jeg end ville, får jeg ingen direkte indflydelse på parlamentsvalget. Stemmeret til parlementsvalget har kun britiske statsborgere samt herboende statsborgere fra andre Commonwealth-lande. Og da jeg ikke bor i Danmark, har jeg i øvrigt heller ikke stemmeret til Folketinget i Danmark.

Kommunalvalget er til gengæld for alle bosat i kommunen, og derfor har jeg modtaget et valgkort, som jeg ser frem til at bruge i morgen. Jeg må bare leve med, at jeg kan sætte et kryds mindre end min nabo.

Europaparlamentsvalget havde jeg også stemmeret til, da jeg jo er EU-statsborger. I tilfælde af eventuelle folkeafstemninger vil min stemmeret afhænge af den enkelte afstemning, idet det besluttes af parlamentet i forbindelse med afstemningens udskrivelse.

Selve afstemningsprocessen minder meget om den danske. Man møder op på valgstedet med sit valgkort (har man glemt det, kan man dog godt stemme alligevel ved at identificere sig), hvorefter man efter kontrol får udleveret stemmeseddel (eller -sedler). Der er dog en væsentlig forskel: Serienummeret for hver enkelt stemmeseddel anføres på valglisten.

Ja - det betyder, at det vil være muligt at finde ud af, hvad hver enkelt vælger har stemt. Listen, der kobler stemmeseddelnumre til vælgere, forsegles og gemmes i 21 dage, hvorefter den destrueres. I løbet af de 21 dage kan listen kun tilgås med en dommerkendelse, der kan udstedes i tilfælde af indsigelse mod valgresultatet. Der skal heldigvis fremlægges meget gode argumenter for at kunne få genåbnet listen.

Inden man kommer dertil, at man får tilsendt et valgkort, skal man dog huske at registrere sig som vælger. Da landet ikke har noget folkeregister, findes i stedet et valgregister, som man ikke automatisk bliver optaget i.

En gang om året sendes en valgregistreringsformular til samtlige husstande i kommunen. Hvis man er enig i registreringer på denne, kan man godkende den online, mens eventuelle ændringer skal meddeles ved at returnere formularen i udfyldt stand med posten (hvilket er portofrit).

Hvis man i tiden mellem seneste opdatering og et valg er flyttet eller er blevet myndig og dermed har fået stemmeret, skal man selv henvende sig til det lokale valgkontor og blive registreret.

Da valget blev udskrevet, blev der startet en omfattende annoncekampagne for at få så mange så muligt til at registrere sig og sikre, at deres registrering var opdateret i tilfælde af eventuel flytning osv.

Der er hvert år vælgere, som møder op og bliver afvist på valgstedet, fordi de ikke er registreret, men problemet er heldigvis ikke særlig stort, og da man i praksis ikke kan låne penge, med mindre man er registreret som vælger, er de fleste stemmeberettigede alligevel registreret.

Jeg ved faktisk ikke, hvornår de endelige tal kommer ind (Daily Telegraph har dog et bud). Men med mindre et parti overraskende opnår mindst 50 % af stemmerne, vil det endelige resultat i form af en nyvalgt premierminister næppe foreligge på denne side af weekenden.

Det bliver spændende at følge fra nu af!