Open Your Eyes and Think of England

Folkeafstemning

By Jens Fallesen on May 5, 2011 10:05 PM | 5 Comments | No TrackBacks

Som tiden dog går. Kun to blogpostings tilbage var det valgdag - for et år siden. Og i dag gik turen så igen til valgstederne, der lukkede for få minutter siden.

Den store ting i dag var folkeafstemingen om ændring af det britiske system for valg til House of Commons, der er det nærmeste, vi kommer Folketinget herovre. Desuden var der over det meste af landet forskellige lokalvalg, og i Wales, Skotland og Nordirland var der desuden valg til deres respektive parlamenter.

Folkeafstemningen

Det nuværende valgsystem til House of Commons kaldes First Past the Post. Systemet er enkelt: Hver valgkreds vælger et parlamentsmedlem, og den person, som får flest stemmer i valgkredsen, får pladsen i parlamentet. Hvert parti stiller med en enkelt kandidat per valgkreds.

Systemet er ikke optimalt. Først og fremmest går alle andre stemmer i en valgkreds til spilde: Hvis der eksempelvis er fire kandidater, der får henholdsvis 27, 26, 24 og 23 % af stemmerne, går pladsen til kandidaten med de 27 % af stemmerne - de resterende 73 % af stemmerne ser man bort fra. Desuden kan valgkredse med forskellig størrelse forværre et eventuelt misforhold mellem valgte kandidater og afgivne stemmer.

Før parlamentsvalget for et år siden, var både Labour og Liberal Democrats fortalere for reform af valgsystemet. Labour ønskede Alternative Vote, mens Liberal Democrats i stedet ville have et rent proportionalt system. Conservatives ville til gengæld beholde First Past the Post.

Som en del af grundlaget for etablering af koalitionsregeringen blev det aftalt, at der skulle afholdes en folkeafstemning om valgsystemet Alternative Vote, hvilket blandt andet medførte den interessante situation, at de to partier i regeringen har anbefalet henholdsvis nej og ja i denne folkeafstemning.

Alternative Vote er også baseret på valgkredse med et valgt parlamentsmedlem og en kandidat fra hvert parti. Men i modsætning til First Past the Post kan man som vælger stemmer på lige så mange kandidater, man har lyst til.

I stedet for at sætte krydser, skriver man 1 ud for sin foretrukne kandidat, 2 ud for den næstbedste og så videre. Man kan frit vælge antallet af stemmer - lige fra kun en enkelt til at sætte et tal ud for samtlige kandidater.

Ved stemmeoptællingen starter man med at tælle førstestemmerne for alle kandidater. Hvis en af kandidaterne har fået minimum 50 % af stemmerne, er denne kandidat valg. Hvis ikke, fjerner man den kandidat, der har fået færrest stemmer, og herefter fordeler man andenstemmerne fra denne kandidats førstevælgere mellem de øvrige kandidater. Dette principt fortsætter man, indtil en kandidat har opnået mindst 50 %, hvorefter der er fundet en vinder. Hvis man til sidst kun har en enkelt kandidat, som dog ikke har opnået 50 %, vil denne kandidat stadig være vinder.

Systemet er meget mere komplekst, og optælling af stemmer på manuel vis vil være en meget større opgave. En del fortalere for systemet fejer dette argument af bordet med det modargument, at fremtiden alligevel vil være elektronisk stemmeafgivning, og så er det jo ikke noget problem med ekstra kompleksitet. Personligt håber jeg aldrig, at vi nogen sinde komme til at have elektroniske valg, men det må tiden jo vise ...

Hvis 49 % af vælgerne stemmer på kandidat A som nummer 1, mens 20 % stemmer på kandidat B som nummer 1, kan B stadig vinde - hvis de 31 % med førstestemme på C eller D alle har B som nummer 2, står B pludselig med 51 % af stemmerne og har dermed vundet valgkredsen. Jeg synes ikke, at dette er mere optimalt end First Past the Post.

Et rent proportionalt system ville kræve mere end et parlamentsmedlem per valgkreds - hvilket igen vil betyde markant større valgkredse end i dag. Allerede i dag finder mange vælgere, at de er for langt fra deres parlamentsmedlem, fordi en typisk valgkreds er i omegnen af 90.000 vælgere. Skal der vælges fem fra hver valgkreds, stiger dette tal til 450.000, hvilket ikke vil bringe vælgere og parlamentsmedlemmer tættere på hinanden.

Jo større et land er, jo sværere er det at lave et velfungerende proportionalt system, hvilket også er grunden til, at valget handler om Alternative Vote eller First Past the Post.

Foreløbige exit polls peger på en pæn føring til nej-siden, hvilket vil betyde en bevarelse af First Past the Post, og det er da også det resultat, jeg selv håber på. Desværre har jeg ikke selv kunnet stemme, da EU-borgere ikke har stemmeret ved parlamentsvalg og dermed heller ikke ved folkeafstemning om parlamentsvalg.

Hvis resultatet bliver et nej, betyder det ikke automatisk, at valgsystemet ikke kan ændres - der er trods alt tale om et ja eller nej til Alternative Vote - ikke et valg mellem to systemer. Det er dog relativt sikkert, at uanset udfaldet, vil det betyde Alternative Vote eller First Past the Post i mange år fremover.

Lokalvalg

Mange kommuner holder ikke kun byrådsvalg hvert femte år - i stedet afholdes valg hvert eller hvert andet år, hvor man så kun udskifter en del af byrådet. Formålet er at sikre en vis kontinuitet i arbejdet, selv om det nok må betragtes som usandsynligt, at samtlige medlemmer af et byråd ikke bliver genvalgt, med mindre de virkelig har gjort i nælderne.

Swindon er en af disse kommuner, og jeg gik derfor lejlighed til at sætte et kryds på en stemmeseddel til byrådsvalget.

Nogle steder har man desuden sognerådsvalg i dag. Der er dog ikke tale om et sogneråd, som man kender det fra Danmark - det minder mere om et lokalråd, men de kaldes sogneråd, fordi de typisk dækker et sogn.

De steder, hvor man har et sogneråd, har dette typisk overtaget ansvaret for en række lokale opgaver, eksempelvis legepladser, parkanlæg, gaderenholdelse og lignende. Dette har de så egne budgetter for, og de får en lille del af kommuneskatten fra borgerne i sognet.

Parlamentsvalg i Wales, Skotland og Nordirland

Wales, Skotland og Nordirland har hver især egne parlamenter, der kan træffe egne beslutninger på en række områder - på disse områder har House of Commons derfor ikke noget at skulle have sagt. Det er i øvrigt ikke helt de samme områder, der gælder for de tre lande.

Interessant nok har England ikke selvstyre og eget parlament, så her gælder den lovgivning, som i House of Commons vedtager for hele Storbritannien og Nordirland (også kendt som United Kingdom).

Alle tre lande med eget parlament har afholdt valg til dette land i dag.

Hvad hedder det på jysk?

By Jens Fallesen on May 25, 2010 4:12 PM | 1 Comment | No TrackBacks

Min far havde et fast udtryk, som han yndede at bruge, når han syntes, at man snakkede for meget i fagsprog, nemlig »Hvad hedder det på jysk?«. Det kunne godt være lidt frustrerende, for der fandtes ikke altid et tilsvarende »dansk« ord - men så kunne man jo prøve at forklare ordet og eventuelt finde frem til noget, der kom tæt på, eller opnå en enighed om, hvad udtrykket betød, selv om det ikke fandtes på jysk.

Når jeg tidligere har mødt udlandsdanskere, der har været væk fra landet i nogle år, har jeg ofte oplevet, at de har haft svært ved at huske danske ord, og at de måske har fået mindre styr på deres danske grammatik. I særligt grelle tilfælde har de måske endda talt dansk med en tydelig accent af sproget i det land, de boede i.

Jeg indrømmer gerne, at jeg i nogle tilfælde fandt det en smule krukket og ærlig talt syntes, at det var lidt for dårligt, at de sådan havde glemt deres danske i større eller mindre grad.

Hvis jeg nogen sinde har ladet dette skinne igennem for nogen, vil jeg hermed gerne udtrykke min uforbeholdne undskyldning. Kan jeg forsvare mig med, at jeg ikke vidste bedre?

Nu har jeg selv boet i udlandet i halvandet år, og lige pludselig har jeg fået en fuld forståelse for disse menneskers situation. Man bliver påvirket af det sprogområde, man opholder sig i til dagligt, og det er nærmest umuligt at undgå, at det påvirker ens modersmål, hvis man ikke bruger det i samme grad som tidligere.

Lærke og jeg taler dansk sammen til dagligt, og jeg kommunikerer meget på dansk i både skrift og tale - men jeg kan tydeligt konstatere udviklingen, der kommer snigende. Når vi snakker om et eller andet, sniger der sig nemt et engelsk ord ind i vores ellers danske ordstrøm. Det kan være, at vi aldrig har brugt ordet i Danmark, måske findes der ikke et tilsvarende dansk ord, eller også er det bare nemmere at bruge det engelske.

Således smider vi vores tomme dåser i vores recycling box, mens det almindelige husholdningsaffald ender i vores wheelie bin. Her kunne vi jo lige så godt sige genbrugskasse og skraldespand (på hjul). Til gengæld kører vi ofte på en dual carriageway, og her er det svært at oversætte til dansk - direkte oversat betyder det »vej med midterrabat«, men dels lyder det tungt, dels ligger det ikke rigtigt i den oversættelse, at der er tale om en vej, hvor man må køre med samme fart som på en motorvej (selv om man gerne må cykle på sådan en vej eller krydse den til fods).

Ofte tænker vi ikke nærmere over at have brugt et engelsk ord, da det forekommer helt naturligt for os begge - andre gange bemærker vi det og prøver så at blive enige om, hvad det hedder på dansk, hvilket ikke altid er helt let.

Hvis jeg for fem år siden var blevet mødt med påstanden om, at jeg en dag ville glemme, hvad en række ord hed på dansk, ville jeg sikkert have brokket mig voldsomt og benægtet det - men nu må jeg jo se virkeligheden i øjnene.

Men når det kommer til stykket, er det så et problem? Det hæmmer i hvert fald på ingen måde kommunikationen mellem Lærke og mig, og kommunikationen med andre her i landet går naturligvis også fint.

På et eller andet niveau ser jeg det som et problem, for jeg ved, at folk i Danmark sandsynligvis vil reagere på samme måde, som jeg gjorde tidligere. Det risikerer at skabe en vis afstand, som jeg egentlig helst vil undgå - men det vil være urimeligt af mig at forvente andet.

Jeg håber derfor, at jeg kan holde mit dansk på noget nær samme niveau som i dag, og jeg tror på, at min daglige kommunikation med Lærke på dansk samt jævnlige kontakt med folk i Danmark kan hjælpe mig til at bevare mit modersmål.

Valgdag

By Jens Fallesen on May 5, 2010 7:16 PM | No Comments | No TrackBacks

Den 6. april udskrev premierminister Gordon Brown parlamentsvalg til afholdelse i morgen, den 6. maj. Datoen kom ikke som en overraskelse for mange - valget skulle komme senest i første halvdel af 2010, og den 6. maj var der allerede planlagt kommunalvalg i det meste af landet.

En måneds valgkamp var skudt i gang, og alle meningsmålinger pegede på det tidspunkt på et flertal til Conservatives, mens Labour troede på, at de stadig ville kunne beholde regeringsmagten. Liberal Democrats mente selv, at de ville have en god chance, men meningsmålingerne sagde klart noget andet.

En række medier med Sky News i front havde længe ført kampagne for en revolution i britisk politik: Live tv-debat mellem lederne af de tre største partier. Den slags havde aldrig været brugt før, men partierne endte med at gå med til det, og tre torsdage i træk bød på hver sin live-debat på henholdsvis ITV 1, Sky News og BBC One. Alle tre sendte naturligvis debatterne i HD.

Allerede efter den første tv-debat var virkeligheden fuldkommen ændret: Nick Clegg var den store overraskelse, der efter de flestes mening leverede klart den bedste præstation - og resultatet udeblev ikke: Alle meningsmålingerne pegede nu på stor fremgang til Liberal Democrats - enkelte gav dem endda flere stemmer end Conservatives.

Det stod nu helt klart, at valgkampen her bliver meget hård, og resultatet reelt uforudsigeligt. Meget tyder på, at Conservatives bliver størst, tæt forfulgt af Liberal Democrats og endelig med et pænt spring ned til Labour, som forventes at få et ret dårligt valg. Alt kan dog endnu ske, da utrolig mange vælgere endnu ikke har taget stilling.

Traditionelt har et af partierne altid haft flertal i parlamentet og derfor kunnet danne regering alene. Meget tyder på, at dette ikke kommer til at ske denne gang - i stedet peger det på et såkaldt »hung parliament«, hvor intet parti har flertal alene. I så fald må der enten dannes en mindretalsregering eller en koalition.

Liberal Democrats står til at kunne få en meget afgørende position. De har på forhånd afvist at melde sig i den ene eller anden lejr for at stå frit - hvilket også betyder, at alt kan ske, og både Conservatives og Labour har travlt med at prøve at overbevise folk om, at en stemme på Liberal Democrats vil betyde stor risiko for, at modparten ender ved magten.

I morgen afgives stemmerne - men navnet på den nye premierminister kendes måske tidligst en gang i næste uge.

Valgkampen

I starten var valgkampen meget direkte mellem Conservatives og Labour, mens Liberal Democrats prøvede at komme ind på banen. Med målingerne efter den første tv-debat var der lige pludselig tre aktive aktører, og med de seneste måling har valgkampen mest udviklet sig til at være Conservatives mod Liberal Democrats på den offensive side - og et Labour, der prøver at redde så meget som muligt.

Tonen er til tider hårdere end i Danmark, og den bærer tydeligt præg af, at man traditionelt ikke har nogen forventning om efter valget at skulle samarbejde med sine modstandere. Det kan virke uklogt i den nuværende situation, hvor netop et samarbejde formodentlig bliver nødvendigt, men da alle tre partier er »lige gode« om det, bliver det næppe et større problem i praksis.

De første par uger af valgkampen havde Conservatives nogle store reklameplakater med et billede af Gordon Brown ved siden af en tekst som eksempelvis »Jeg fordoblede statsgælden - stem på mig« i store typer - med mindre typer nævntes så mulighed for at vælge en anden vej ved at stemme konservativt. Ret provokerende annoncering, som man nok ikke vil se på helt samme måde i Danmark.

De fra Danmark så velkendte valgplakater i lygtepælene findes til gengæld ikke herovre. Valgreklame må foregå som al anden reklame - så plakatpladser må man købe sig til på lige fod med reklamer for morgenmad, biler og forsikringer. Desuden vælger mange privatpersoner at gøre reklame for deres foretrukne parti ved at sætte plakater i vinduerne eller forhaven - eller med store skilte på deres marker.

Reklamer gennem brevsprækken undgår man naturligvis heller ikke, men til min overraskelse har det primært været Conservatives, der har gjort end indsats i vores kvarter. Det skyldes måske tildels, at vores lokale kandidat rent faktisk bor i kvarteret, men det undrer mig alligevel, at vi intet materiale har fået fra Liberal Democrats, og at der først kom noget fra Labour i dag. Endelig er der kommet et par flyers fra mindre partier som BNP og UKIP.

Det meste materiale og valgkamp handler om parlamentsvalget, men de fleste steder, herunder i Swindon, er der også kommunalvalg i morgen. Dette har der været overraskende lidt omtale af.

Partierne

Her i England har vi tre primære partier:

Conservatives: I sagens natur et konservativt parti, der traditionelt har været meget konservativt. Partiformand David Cameron har dog trukket partiet mere i liberal retning, så partiet i dag vel bedst kan betegnes som liberal-konservativt. Mange vælgere ser dog stadig partiet som det klassiske, konservative parti fra tilbage i Thatcher-tiden.
Liberal Democrats: Oprindeligt en fusion mellem det socialdemokratiske og det liberal parti, og de hed da også i sin tid Social & Liberal Democrats. Et social-liberalt parti, som traditionelt altid har været tredjestørst med stor afstand op til de to store partier. Trods navneskiftet stadig et temmelig venstreorienteret parti. Partiformand Nick Clegg har overrasket med en dygtig valgkampførelse, og partiet har formodentlig også tiltrukket et stort antal vælgere, som er trætte af Conservatives og Labour.
Labour: Det gamle arbejderparti, der politisk set befinder sig et sted mellem socialisme og socialdemokrati. Gordon Brown overtog formandskabet og premierministerposten, da Tony Blair forlod britisk politik før tid, og han er således ikke en folkevalgt statsminister. Gordon Brown har med stor dygtighed rodet sig ud i en række uheldige sager, hvilket formodentlig ikke har hjulpet partiet.

Skotland, Wales og Nordirland har lokale partier, som dels er velrepræsenteret i deres respektive parlamenter, dels opstillede til det britiske parlament i Westminster. I modsætning til de tre øvrige lande i Det Forenede Kongerige har England ikke sit eget parlament.

Nationalt set findes desuden en række mindre partier, herunder The Green Party, British National Party og UK Independence Party. Jeg vil ikke gå nærmere i detaljer med disse partier, da deres navne nok siger sig selv (og ellers kan man læse mere på deres hjemmesider). Ingen af disse får formodentlig noget at skulle have sagt i parlamentet, men de kan få betydning ved nogle kommunalvalg.

I nogle valgkredse er desuden opstillet uafhængige kandidater, som ikke repræsenterer et parti.

Valgsystemet

Det nuværende valgsystem består af 646 valgkredse, og der vælges et parlamentsmedlem i hver valgkreds. Kandidaten med flest stemmer i en valgkreds får parlamentspladsen - de øvrige stemmer i valgkredsen er spildt.

Princippet kaldes »first past the post« og gav meget god mening, da valgsystemet i sin tid blev indført, men nu om dage må systemet betegnes som noget gammeldags, og der er da også en række ulemper ved det.

Fordi kun den med flest stemmer bliver valgt, stiller hvert parti kun med én kandidat. Men er der eksempelvis fem opstillede kandidater, kan det faktisk lade sig gøre at blive valgt med kun 21 % af stemmerne - hvilket vil sige, at 79 % af vælgerne hellere havde set en anden kandidat. Og der findes ikke valgforbund til at flytte rundt på tallene.

De enkelte valgkredse er desuden heller ikke lige store, omend en nylig reform skulle have forbedret dette en smule. Et analysebureau havde spurgt så mange vælgere fordelt over hele landet, at de kunne regne ud, hvordan fordelingen mellem partierne ville blive - og her var det interessant at se, at det parti, der havde næstflest stemmer målt i procent faktisk endte på en tredjeplads i antal parlamentsmedlemmer - og det endda med en stor forskel fra nummer to.

Conservatives argumenterer for, at systemet er godt, fordi et parlamentsmedlem er bundet til at repræsentere sin kreds (uanset partipolitik), Liberal Democrats taler for en ændring til et proportionalt system som i blandt andet Danmark, og Labour har foreslået systemet alternative vote, hvor der stadig kun vælges en person per valgkreds, men hvor vælgerne stemmer prioriteret på flere kandidater.

Ved kommunalvalget bliver det mere indviklet, for her er det forskelligt fra kommune til kommune. Nogle steder afgiver man én stemme, andre steder op til tre. Og for at gøre det forvirrende, benytter nogle kommuner at skifte hele byrådet hvert fjerde år, mens andre skifter halvdelen hvert andet år - og andre igen en tredjedel hvert år (og så med et pauseår for at give medlemmerne valgperioder på fire år).

I de fleste kommuner vælger byrådet borgmesteren, der ofte er en anden end formanden for byrådet. Enkelte bykommuner har dog en direkte valgt borgmester, og i Londons tilfælde er dette endda en slags overborgmester, der er fælles borgmester for alle Londons kommuner.

Min stemme

Jeg vil her i bloggen ikke afsløre min stemme. De fleste, der kender mig, kan jo nok regne den ud, og det skinner måske også igennem i ovenstående, selv om jeg har prøvet at være neutral.

Hvor gerne jeg end ville, får jeg ingen direkte indflydelse på parlamentsvalget. Stemmeret til parlementsvalget har kun britiske statsborgere samt herboende statsborgere fra andre Commonwealth-lande. Og da jeg ikke bor i Danmark, har jeg i øvrigt heller ikke stemmeret til Folketinget i Danmark.

Kommunalvalget er til gengæld for alle bosat i kommunen, og derfor har jeg modtaget et valgkort, som jeg ser frem til at bruge i morgen. Jeg må bare leve med, at jeg kan sætte et kryds mindre end min nabo.

Europaparlamentsvalget havde jeg også stemmeret til, da jeg jo er EU-statsborger. I tilfælde af eventuelle folkeafstemninger vil min stemmeret afhænge af den enkelte afstemning, idet det besluttes af parlamentet i forbindelse med afstemningens udskrivelse.

Selve afstemningsprocessen minder meget om den danske. Man møder op på valgstedet med sit valgkort (har man glemt det, kan man dog godt stemme alligevel ved at identificere sig), hvorefter man efter kontrol får udleveret stemmeseddel (eller -sedler). Der er dog en væsentlig forskel: Serienummeret for hver enkelt stemmeseddel anføres på valglisten.

Ja - det betyder, at det vil være muligt at finde ud af, hvad hver enkelt vælger har stemt. Listen, der kobler stemmeseddelnumre til vælgere, forsegles og gemmes i 21 dage, hvorefter den destrueres. I løbet af de 21 dage kan listen kun tilgås med en dommerkendelse, der kan udstedes i tilfælde af indsigelse mod valgresultatet. Der skal heldigvis fremlægges meget gode argumenter for at kunne få genåbnet listen.

Inden man kommer dertil, at man får tilsendt et valgkort, skal man dog huske at registrere sig som vælger. Da landet ikke har noget folkeregister, findes i stedet et valgregister, som man ikke automatisk bliver optaget i.

En gang om året sendes en valgregistreringsformular til samtlige husstande i kommunen. Hvis man er enig i registreringer på denne, kan man godkende den online, mens eventuelle ændringer skal meddeles ved at returnere formularen i udfyldt stand med posten (hvilket er portofrit).

Hvis man i tiden mellem seneste opdatering og et valg er flyttet eller er blevet myndig og dermed har fået stemmeret, skal man selv henvende sig til det lokale valgkontor og blive registreret.

Da valget blev udskrevet, blev der startet en omfattende annoncekampagne for at få så mange så muligt til at registrere sig og sikre, at deres registrering var opdateret i tilfælde af eventuel flytning osv.

Der er hvert år vælgere, som møder op og bliver afvist på valgstedet, fordi de ikke er registreret, men problemet er heldigvis ikke særlig stort, og da man i praksis ikke kan låne penge, med mindre man er registreret som vælger, er de fleste stemmeberettigede alligevel registreret.

Resultatet

Jeg ved faktisk ikke, hvornår de endelige tal kommer ind (Daily Telegraph har dog et bud). Men med mindre et parti overraskende opnår mindst 50 % af stemmerne, vil det endelige resultat i form af en nyvalgt premierminister næppe foreligge på denne side af weekenden.

Det bliver spændende at følge fra nu af!

Året går på hæld

By Jens Fallesen on December 31, 2009 12:47 PM | No Comments | No TrackBacks

Kalenderen viser 31. december, så der er kun nogle få timer tilbage af 2009. Her i de sidste måneder af året er sket en række forskellige ting, både godt og dårligt.

Det værste var naturligvis, da min far ganske uventet døde på sygehuset i Vejle den 26. oktober. Jeg havde søndag aften talt med Else, der havde været inde hos ham, og der var han meget friskere, end han havde været det i et stykke tid, og selv om de endnu ikke havde identificeret, hvad har inficeret med, var de kun bekymrede for nedsat lungefunktion og ikke for hjertet.

Da telefonen ringede med Elses nummer i displayet tidlig morgen, kunne jeg godt regne ud, at det nok ikke var godt nyt, og hun kunne fortælle, at han pludseligt var død af hjertestop i løbet af natten. Det var naturligvis et stort chok.

Jeg valgte at blive hjemme fra arbejde den dag, hvilket der heldigvis var stor forståelse for både hos kunden og Cisco. Min chef fortalte mig, at jeg bare skulle sørge for at tage de fridage, jeg nu havde behov for, men allerede dagen efter var jeg tilbage på arbejde, for jeg syntes, at det var nemmere at komme videre på den måde.

Godt nok er England ikke langt fra Danmark - flyrejsen kun cirka et par timer - men i en situation som denne finder man alligevel ud af, at der er en vis afstand, og man føler sig virkelig langt væk.

Heldigvis var Elses familie en utrolig stor hjælp i forhold til både Else og i forbindelse med alle de mange praktiske ting, der nu en gang følger i hælene på et dødsfald. En stor tak skal lyde til Heidi, Ulrik og Kim!

Begravelsen fandt sted den 30. oktober, hvor vi skulle ufatteligt tidligt op for at nå et Cimber Sterling-fly fra Gatwick til Billund. For at gøre tingene værre, vendte en tidligere muskelforstrækning i mit ene ben tilbage om natten, og jeg kunne næsten ikke gå, men at blive væk fra sin fars begravelse var ikke rigtigt nogen mulighed, så jeg snuppede et par paracetamol til at tage lidt af smerten. I Boots i lufthavnen kunne jeg endda købe noget diclofenac, og det er supereffektivt, så da vi endeligt nåede til begravelsen, var der næsten ingen smerter tilbage. Tak til de engelske sundhedsmyndigheder for at tillade det i håndkøb.

Begravelsen gik stort set så godt, som sådan noget nu kan. Præsten (en afløser) var desværre ikke særlig god, men der var et imponerende fremmøde, og det var en meget flot begravelse med mange, flotte blomster. Begravelsen foregik i Hedensted, for der var i familien enighed om, at det var der, han havde sin tilknytning frem for ved familiegravstedet i Sønderjylland, og de mange lokale fremmødte, der viste sin respekt, understregede da også det rette i den beslutning.

Da jeg for godt 11 år siden mistede min mor, var det naturligvis også hårdt, men hun havde været syg længe, og det kom derfor ikke som helt så stort et chok, da det skete. Min far havde i lang tid døjet med nedsat lungekapacitet, men der var ingen, der havde ventet, at det skulle gå, som det gjorde - heller ikke lægerne på sygehuset.

Min far nåede aldrig at besøge os i England, og det er jeg virkelig ked af, for jeg ved, at han havde glædet sig utrolig meget til det. Det var oprindeligt planlagt, at de ville besøge os i efteråret, men det kom hans sygdom i vejen for, at vi blev derfor enige om, at det skulle være til foråret i stedet. Sådan skulle det desværre ikke komme til at gå, men vi har til gengæld givet Else en fødselsdagsgave på et gavekort til en rejse over til os.

Hussalg

Heldigvis har efteråret ikke kun budt på dårlige nyheder. Den gode nyhed er, at huset i Jyllinge endelig er blevet solgt.

Ja, det er jo sådan set sket adskillige gange - i hvert fald har vi haft en del underskrevne købsaftaler, der dog alle er løbet ud i sandet, fordi køber alligevel ikke kunne låne pengene, når det kom til stykket.

En enkelt køber havde tilmed finanserne på plads, men dagen før, han skulle komme forbi og skrive under, var der i Dagbladet Roskilde en artikel om, at det meste af Jyllinge Nordmark ville stå under vand i år 2100, og så skulle køber ikke nyde noget. Mægleren havde vist forsøgt at påpege, at han næppe levede så længe, da han jo netop var gået på pension, men han fastholdt, at hans børn og børnebørn jo ville levere længere end ham selv.

Artiklen var baseret på en rapport udarbejdet af et rådgivende ingeniørfirma, som Roskilde Kommune havde hyret til opgaven. Ironisk nok var dette firma COWI, hvor Lærke fik sig en snak med den ingeniør, der havde lavet rapporten.

Det viste sig, at journalisten ikke lige havde fået det hele med, herunder at Roskilde Kommune havde bedt om at få lavet en beregning af konsekvenserne for kommunens byområder omkring fjorden i tilfælde af en eventuel stigning af den generelle vandstand på to meter i løbet af de næste 100 år. Altså en mulig vandstandsstigning, som nogle eksperter mener, vil kunne forekomme, såfremt den nuværende udvikling i atmosfærens CO2-niveau fortsætter uændret som i dag.

Nå, men endelig var der nu kommet en køber, som havde finansieringen på plads og ikke frygtede en potentiel oversvømmelse om 90 år, og som tilmed mente, at dette hus passede rigtig godt til hans behov.

Der var naturligvis lige en række ting, der skulle falde på plads, men da skødet endelig var underskrevet i slutningen af november, kunne vi fejre det. Tilmed kunne vi glæde os over, at den digitale tinglysning ikke gav os nogle problemer og kun en minimal forsinkelse.

Den 4. december overlevede jeg så nøglerne til køber og fik taget de sidste af vores ting med fra huset. Det var alligevel en lidt underlig fornemmelse efter at have boet i huset siden 2003.

Selve overtagelsen sker den 1. februar, men disposition over huset overgik til køber allerede 4. december. Det kan virke lidt underligt, men det var egentlig til gavn for begge parter - han ville helst først overtage 1. februar, for der udløber hans nuværende lejemål, men han ville gerne have adgang inden, så han kunne lave de ønskede ændringer af huset inden indflytning - og for os var det sådan set også en fordel, for per dispositionsdato overgik det fulde ansvar for husets vedligeholdelse, forsikinger osv. til køber. Overtagelsen kunne ikke ske tidligere, så løsnigen er stadig billigere for os.

Til gengæld må vi jo se et vist tab på huset i øjnene. Vores bank har heldigvis indvilget i at låne os restbeløbet som et almindeligt lån - ikke til en fantastisk lav rente, men taget i betragtning, at vi skal låne et ret stort beløb uden sikkerhedsstillelse og ikke en gang har adresse i landet mere, har vi ikke så meget at forhandle med ...

Nu er vi fri af huset og kan nu se frem til at betale X kroner om måneden i Y måneder. Det er selvfølgelig ærgerligt, men hellere have denne vished end at skulle gå uden viden om, hvordan markedet vil udvikle sig, samt at gå at frygte for, at der pludselig skal laves dyre reparationer på huset, inden det er solgt.

Jeg vil anslå, at der vil gå mindst 1-2 år, før vi ville kunne sælge huset uden tab, og i løbet af denne periode ville der i hvert fald komme udgifter til blandt andet en maling af huset, diverse småreparationer samt pasning af haven, hvilket nok må siges at være blevet forsømt i løbet af 2009.

Nu kan vi sove godt om natten, og vi ved lige præcis, hvornår vi er helt ude af gælden i forbindelse med huset.

Ny bil

Vi har også fået skiftet bilen. Den gamle var begyndt at lave lidt for mange kedelige lyde, hvoraf den værste nok var mekanikerens opremsning af nødvendige reparationer inden for det næste halve år til en samlet pris på £800-900. Jeg besluttede mig derfor for at undersøge, hvad man egentlig kunne finansiere en ny bil i samme størrelse for inklusiv fuld garanti og service.

Da det hurtigt viste sig relativt attraktivt, begyndte jeg at se på markedet, og det blev indsnævret til en Škoda Fabia stationcar, SEAT Ibiza 5-dørs samt den nye VW Polo 5-dørs. Hurtigt blev min præference Poloen, men dels var der knapt nok kommet prøvemodeller hjem, dels var alle forudbestilte til levering inden maj solgt for længe siden - så længe kunne jeg ikke vente.

Škoda Fabia trak i mig, fordi den kunne fås som stationcar, mens SEAT Ibiza lokkede med at være en nyere konstruktion (på samme platform som den nye Polo), og jeg havde jo sådan set været fint tilfreds med den gamle Ibiza.

Valget endte med at falde på en SEAT Ibiza 5-dørs med 1,6 liters benzinmotor og DSG-automatgear. Ville jeg have den med det ønskede udstyr og i den foretrukne farve, skulle den fabriksfremstilles til levering i januar eller februar, og det ville jeg være ked af - dels fordi jeg var lidt bekymret for, om den gamle kunne klare juleferieturen til Danmark, dels fordi momsen stiger fra 15 % til 17,5 % her til nytår.

De havde dog en version på lager med alt mit ønskede udstyr undtagen to ting, så hvis jeg kunne leve uden xenonforlygter og med en sølvgrå igen, kunne den leveres på en uges tid fra en anden forhandler. Da forhandleren bekræftede, at USB-stik til MP3-afspilleren i bilen kunne eftermonteres, besluttede jeg mig for, at dette var nok det bedste bud.

Bilen er utroligt velkørende - den er klart mere sportsligt end komfortabelt anlagt, men da den har almindelig undervogn i stedet for den lavere og hårdere sportsundervogn, er den en del mere komfortabel end den gamle var. Alligevel styrer den helt præcist gennem kurver, og der skal meget til, før ESP'en lader sig provokere til at gribe ind - hvilken den til gengæld også gør ret kontant, når det bliver nødvendigt.

DSG-gearet er en fornøjelse. Kort fortalt er der tale om en gearkasse med to koblinger - den ene til 1., 3., 5. og 7. gear, mens den anden tager sig af 2., 4. og 6. gear. Når jeg accelererer i 1. gear, lægges 2. gear automatisk ind på den anden kobling, hvorved gearskiftet sker på få millisekunder og stort set rykfrit. Herefter lægges 3. gear automatisk ind på første kobling, så der igen kan skiftes hurtigt over.

Gearkassen er meget økonomisk indstillet, og man kører derfor ofte i et overraskende højt gear. Ved 30 mph (cirka 50 km/t) vil den ved kørsel på en flad vej ligge i 7. gear med omkring 1.500 rpm på motoren. Så triller den næsten i tomgang og har intet kraftoverskud til at accellerere, så når man rører ved speederen, skifter den lynhurtigt 2-3 gear ned.

Vil man have det til at gå lidt mere friskt til, kan man skifte fra D (drive) til S (sport), hvor den så generelt kører i lavere gear - naturligvis med et højere benzinforbrug til følge.

Jeg er glad for bilen, der kører utrolig godt, men jeg synes også, at SEAT har været lidt fedtede hist og her. Nogle eksempler:

Håndtaget til at åbne motorhjelmen sidder i passagersiden - selv på den gamle model var det flyttet over i højre side på højrestyrede modeller.
Når man åbner motorhjelmen, skal man selv vippe en pind op til at holde den. Hvor meget koster en gascylinder lige?
Benzindækslet har nøglelås i stedet for at være koblet til centrallåsesystemet.
Sprinklertanken er kun på 2½ liter. Det kommer man altså ikke langt for, når der er salt på vejene.
Systemet til at lægge bagsæderne ned for at udvide bagagerummet virker noget gammeldags og discountagtigt.

Ser man bort fra disse ting, er det dog en rigtig god bil, og til en pris på cirka £15.000 inklusiv udvidet garanti og service i fire år føler man virkelig, at man som dansker får noget for pengene. Jeg prøvede via SEATs danske hjemmeside at beregne en pris på en tilsvarende model, og den landede på godt 300.000 kroner - hvilket altså er mange penge for så lille en bil.

Juleferie

Natten til den 18. december ramte en snestorm det østlige England. Det var den dag, vi skulle med færgen fra Harwich til Esbjerg, så selv om der ikke var et snefnug at se i Swindon, besluttede vi os alligevel for at køre i god tid. Vi kunne da også se, at jo længere østpå vi kom, jo mere sne lå der, og i Essex lå der visse steder ret meget. Trafikken gik dog fint for os, så det tog ikke mere end de sædvanlige tre timer at komme til Harwich, så vi var der over fire timer før afgang ...

Da vi den 19. december kom i land i Esbjerg, kunne vi godt se, at der i dele af Jylland var faldet endnu mere sne - i Hedensted var der således temmelig meget, hvilket gav mulighed for at få taget nogle rigtigt gode billeder.

Vi havde et par overnatninger hos Else, og om mandagen var vi hos en stenhugger for at vælge en sten til min fars gravsted. Det lykkedes at finde en pæn sten, og vi var heldigvis helt enige om, hvad der skulle skrives på den, og hvordan den skulle dekoreres. Det bliver spændende at se det færdige resultat, når den til foråret kan sættes op på stedet. Stenhuggeren, Filip, virkede meget kompetent og professionel.

Herefter kørte vi nordpå til Randers, hvor vi fik en hyggelig frokost hos min »tante Lone«, inden turen gik videre til Arden, hvor vi overnattede et par dage hos Morten - en god ven og togtosse. Den 23. kørte vi ned til Ebeltoft og tog færgen til Sjællands Odde for at holde jul hos Lærkes forældre i Buddinge. Det var en fornøjelse at rejse med færgen i den retning - den modsatte retning ville til gengæld have været slem.

Om få timer kører vi til Solvej og Johnny i Greve for at fejre nytår, og den 2. januar skal vi så med færgen fra Esbjerg tilbage til Harwich - den 4. kalder arbejdet igen efter godt et par ugers velfortjent ferie.

Lad mig slutte med at ønske mine læsere et rigtig godt nytår!

Smart koncept

By Jens Fallesen on November 26, 2009 3:39 PM | No Comments | No TrackBacks

Her forleden opdagede en kollega, at min sekundviser kun flyttede sig hvert tredje sekund, men at den til gengæld flyttede sig tre sekunder ad gangen. Uret gik altså stadig rigtigt - blot noget spøjst. Det viste sig, at det var urets måde at fortælle, at det trængte til nyt batteri. Mit ur til arbejdsbrug var desuden gået helt i stå, så der var brug for et par nye batterier.

Jeg gik derfor til Timpson, der lidt kan sammenlignes med en hæle- og nøglebar - blot har de udvidet konceptet til en række andre ting, herunder reparation af og udskiftning af batterier i ure.

Ekspedienten kiggede på de to ure og sagde, at det ene ville koste £15 og det andet £20, og de kunne være klar cirka 20 minutter senere. Umiddelbart tænke jeg, at det var da lidt dyrt for at skifte batteri i et par ure, men jeg havde ikke rigtigt tid til at prøve at finde en anden forretning (og der er Timpson-forretninger i de fleste butikscentre, så de er altid nemme at finde).

Efter at have indtaget en glimrende milkshake hos Mi-Shake vendte jeg tilbage til forretningen og fik formedelst £35 to ure med friske batterier. Med hvert ur fulgte et kort med urets mærke og serienummer samt dato for batteriskiftet - og pludselig gik det op for mig, at det var en meget rimelig pris, jeg havde betalt.

Kortet var nemlig en livstidsgaranti på batteriet. Når batteriet en gang udløber, kan jeg således bare henvende mig i en hvilken som helst Timpson med uret og kortet, og så skiftes det uden beregning. Og det kan jeg så blive ved med at gøre, så længe uret ellers fungerer. Det er da et godt koncept!

Man kan jo så overveje, hvor fidusen er for Timpson, men det er der næppe nogen tvivl om: Der er næppe mange af deres kunder, der rent faktisk kommer igen for at få skiftet batteriet.

Først og fremmest er der helt sikkert folk, der får smidt kortet væk - eller blot har glemt alt om det, når batteriet igen skal skiftes efter to, tre eller flere år. Og for det andet går de fleste nu om dage med ure, der alligevel ikke holder længere end en enkelt batteriskift - enten fordi de slides op, eller fordi ure for mange er en modeting, der derfor skiftes relativt ofte.

I øvrigt kan man godt vælge batteriskifte uden livstidsgaranti, men det er ikke det, man som standard får oplyst prisen på. For de fleste ure kan garantien betale sig allerede ved næste skifte, mens der for nogle ure skal to skift til, før merprisen er betalt.

Her i huset planlægger vi naturligvis at gemme kortene og tage dem frem, når der næste gang skal skiftes batteri. Så må vi jo se, om vi husker det til den tid ...

Milkshake

By Jens Fallesen on September 29, 2009 2:25 PM | No Comments | No TrackBacks

I dag arbejder jeg hjemmefra, hvilket blandt andet betyder, at man kan sove længe, og at man kan tillade sig en særdeles afslappet dresscode.

Normalt betyder det også, at man lige smutter ned i køkkenet og laver en hurtig sandwich eller sådan noget, når man bliver frokostsulten, men i dag var der ikke lige noget brød i huset, og intet af det, der bare lige skulle en tur i mikroen, var noget, jeg havde lyst til lige nu. Derfor hoppede jeg en tur i bilen og kørte ind til centrum, hvor jeg først fik mig en glimrende sandwich og herefter snuppede en milkshake til dessert.

Ved Havelock Square i centrum ligger Mi-Shake - en rigtig god milkshakeforretning. De har et gigantisk udvalg af milkshakes, hvor konceptet for hovedparten er, at man laver en traditionel milkshake med mælk og softice - og blender en chokoladebar i.

Nævn en chokoladebar, der er almindelig på markedet herovre, og man kan få den som milkshake. En Aero-milkshake laves eksempelvis ved at putte en Aero-bar og noget mælk i blenderen, til førstnævnte er tilpas findelt, hvorefter der tilføjes softice og gives en afsluttende tur i næste blender, inden den hældes på et papkrus.

Nogle af varianterne må være meget søde, grænsende til det direkte kvalmende, men en del varianter er faktisk rigtigt gode. Og man kan rent faktisk godt få enkelte varianter med frugt, hvis man vil.

Mi-Shake har ligget i byen længe, men for nyligt dukkede endnu en forretning efter samme koncept op - den kan jeg så ikke lige huske navnet på, og jeg har heller ikke prøvet den. Men det er i det hele taget et meget udbredt koncept herovre - i Cabot Circus i Bristol ligger der således også en milkshakeforretning efter denne model, og jeg prøvede det for første gang hos Shake It i Greenwich for nogle år siden, hvor jeg dog var overbevist om, at konceptet var ganske unikt.

Jeg har ikke set sådanne forretninger i Danmark - kan det passe, at de ikke findes? Hvis ikke, kunne jeg godt forestille mig, at der kunne være et marked for at åbne sådan en forretning i en af de større byer.

Er det sundt? Absolut ikke - og slet ikke, hvis man tager en stor. Men man har jo også brug for noget usundt fra tid til anden. :-)

Genbrug

By Jens Fallesen on August 10, 2009 7:59 AM | No Comments | No TrackBacks

Jeg har været lidt inde på vores genbrugsordninger før, så selv emnet er vel nærmest genbrug ...

Storbritannien kan ikke bryste sig af at være på forkant, når det gælder affaldsgenbrug. Det har hidtil ikke været noget, man gik særlig højt op i, og pantordninger på emballage er her ikke noget af. Og for at gøre tingene værre, bruger man generelt ikke forbrændingsanlæg men smider i stedet det meste af affaldet på lossepladser.

Man har dog efterhånden indset, at det holder ikke; dels hjulpet af en erkendelse af behovet for højere genavendelse, dels grundet pres fra EU med minimumskrav til genbrug. Til gengæld har man også forstået, at hvis man skal have genbrugsprocenten op på det ønskede niveau, skal man gøre det nemt for folk at aflevere deres affald til genbrug.

I Swindon kommune har man netop forbedret genbrugsordningen, så den enkelte forbruger relativt nemt kan genbruge endnu mere af sit affald - og det endda uden at skulle forlade matriklen.

Vi placerer i dag vores affald fire steder:

Plastik puttes i en klar plastiksæk. Heri må anbringes stort set alt plastik fra husholdningen, dog ikke sort plastik samt hård plast - så ikke noget med at smide en udtjent Margretheskål i. Materialet skal naturligvis være rent og mast sammen.
Pap, papir, dåser (både fra drikkevarer og konserves) og glas puttes i en orange kasse. Igen skal det være rent, og dåser ses gerne mast sammen. Man kan desuden putte brugt tøj og sko i.
Bunden af kaninburet samt indholdet af deres toilethjørne må anbringes samme sted som haveaffald, eksempelvis græsafklip, nemlig i en grøn sæk. Denne er til al komposterbart, dog ikke køkkenaffald.
Restaffald kommes i almindelige affaldsposer og puttes i vores 240 L affaldsspand på hjul.

De orange kasser fra punkt 2 tømmes ugentligt, mens affaldsspanden tømmes hver anden uge, hvor der også afhentes klare og grønne sække.

Der er ikke grænser for antallet af orange kasser, man kan få tømt, lige som der ikke er grænser for antallet af sække. Alle husstande har fået to gratis kasser og kan købe ekstra kasser til £5/styk hos kommunen, og sækkene er helt almindelige klare og grønne affaldssække, som man kan købe alle steder.

Man kan vælge mellem en 120 L eller 240 L affaldsspand, og denne er gratis. Hvis man ikke mener, at det er tilstrækkeligt, kan man kontakte kommunen, som herefter sender en affaldskonsulent på besøg - denne hjælper så borgeren med at maksimere sit genbrug, og hvis det konstateres, at der rent faktisk er behov for en ekstra affaldsspand, leveres denne også gratis.

Det nye i ordningen hos os er, at man nu kan putte al plastik i den klare sæk - tidligere var det kun flasker, og det tilmed uden låg. Efter at vi nu kan putte al vores plastik i sækken, flytter det utrolig meget affald fra vores almindelige affaldsbeholder til de klare sække, og det er jo et stort fremskridt.

Man skal lige vænne sig til at vaske pakken fra det hakkede oksekød af og smide den i den klare sæk i stedet for bare at kyle den i affaldssposen, og naturligvis vil der være emballage, som er for svært at få rent, og som derfor må ryge ud med det almindelige affald - men det er indsatsen værd og gør virkelig en forskel.

Der er enkelte ting, som vi stadig må smide enten i affaldsbeholderen eller tage med os: Brugte elpærer, batterier, elektronik osv. skal afleveres på genbrugsstationen, mens brugte juicekartoner skal afleveres i en genbrugscontainer, hvoraf den nærmeste er ved vores lokale butikscenter. Lige netop batterierne forventes der dog en forbedret ordning for inden årets udgang.

Det kan godt være, at Danmark er på forkant, når det gælder mængden af affald, som bliver genanvendt, men til gengæld har man herovre klart overhalet Danmark, når det gælder at gøre det nemt at sortere og aflevere sit affald korrekt.

De færreste kommuner i Danmark tilbyder eksempelvis afhentning af så mange typer affald til genbrug. Det er primært muligt i lejlighedskomplekser i byområder, hvor der så til gengæld skal ske sortering i mange flere kategorier, hvilket ikke altid er nemt for den enkelte borger og øger risikoen for fejlsortering.

Ja, systemet her kræver en efterfølgende sortering efter afhentning, men man har beregnet, at det er en god forretning at gøre det på denne måde, idet man hermed stort set eliminerer problemet med store mængder af genbrugsmateriale, der må kasseres grundet forurening.

Måske det på nogle områder var værd for Danmark at skele til Storbritannien inden for affaldshåntering?

Vejret

By Jens Fallesen on July 29, 2009 4:38 PM | No Comments | No TrackBacks

Briterne kan aldrig få nok af at tale om vejret, og det skortede ikke på meninger om hedebølgen tidligere på sommeren. Og for at sikre, at man kan holde gang i snakken, er det ikke usædvanligt, at man skifter mening om vejret - varmen fandt de fleste fantastisk de første par dage, hvorefter det alligevel gik hen og blev noget værre noget ...

I dag har Met Office så annonceret, at de ikke længere forventer, at august vil byde på masser af varme og sol - i stedet står det til at blive en helt almindelig britisk sommer, hvor der vil være temperaturer på det jævne og masser af regnbyer. Noget andet end forventningerne om grillvejr annonceret i april.

I Danmark ville det vel næppe være noget, der vakte den helt store opsagt, men her er det nærmest en af topnyhederne på Sky News, der dagen igennem har rapporteret live om emnet forskellige steder fra. Flere medier har rapporteret om, hvordan Met Office nu løber fra løfter om grillvejr hele måneden, hvilket har fået Met Office til at udsende et dementi, hvori de påpeger, at det har de aldrig lovet.

Hvem sagde agurketid?

Som du i øvrigt nok har bemærket, er dette et ganske kort blogindlæg. Der har ikke rigtigt været nogen aktivitet de sidste tre måneder, fordi jeg ikke lige har kunnet tage mig sammen til at skrive et normalt, langt blogindlæg. Men hvem siger, at man skal skrive en masse hver gang? Så nu har jeg besluttet mig for at prøve at fyre korte indlæg af jævnligt, når noget lige falder mig ind. Tiden må vise, om ideen virker ...

Englændere og chips

By Jens Fallesen on March 19, 2009 10:48 AM | No Comments | No TrackBacks

Hvad er der med englænderne og chips? Eller crisps, som de retteligt hedder her?

De spiser dem i rå og uhæmmede mængder overalt - herunder i stilleafdelingen i toget, hvor det accepteres af de øvrige passagerer, selvom det larmer mindst lige så meget som folk, der taler i mobiltelefon samme sted, og det ses der skævt til!

Lige nu sidder jeg i en lounge i Heathrow, og der høres tre ting: Dæmpet musik, dæmpet samtale - og masser af larmende chipsspisere.

Og ja: Chips her larmer. Alle chips på markedet er af den meget sprøde og støjende type, for det er det eneste, der kan sælges. Og det kan det så også - markedet for chips er enormt, hvilket da også kan ses i ethvert supermarked, hvor chips er en af de kategorier, der har flest hyldemeter og størst udvalg.

Man kan få chips med alle mulige smagsvarianter, herunder Walkers' nyeste, der inkluderer Builder's Breakfast og Cajun Squirrel. Desuden er der et pænt udvalg af lidt sundere alternativer med mindre (eller slet ingen) salt, mindre fedt eller lavet af andet end kartofler, eksempelvis ris eller kassava.

Det hænder da også, at jeg lader mig lokke af en af de små poser, som typisk er en passende portionsstørrelse. Så kan jeg selv sidde og larme - og få snaskede fingre, som skal vaskes grundigt, før man rører ved noget som helst ...

Indbrud i bilen

By Jens Fallesen on February 24, 2009 9:46 AM | No Comments | No TrackBacks

Der er gået en hel måned, siden jeg sidst fik skrevet noget her, og det er egentlig for dårligt. Det er nok primært grundet travlhed. Jeg havde egentlig planlagt at skrive noget om det totale snekaos, vi blev ramt af, men det kan jeg vel nå endnu ...

Fredag den 13. hentede jeg Lærke i lufthavnen, og hun var her indtil i søndags, den 22. Det var rart at have hende på besøg, og jeg havde taget et par fridage, så vi kunne hygge os sammen. Lærke havde også brug for at slappe af oven på travlhed omkring klargøring af huset til fremvisninger og så videre. Det var en dejlig uge, der naturligvis gik alt for hurtigt.

Vi havde ikke specielt travlt i løbet af ugen, fordi vi begge gerne ville slappe af, men vi fik da besøgt både Oxford og Bath (sidstnævnte dog primært Lærke - jeg kørte blot derned efter arbejde, så vi kunne spise god nepalesisk mad på Yak Yeti Yak om aftenen). Et besøg i Cotswold Wildlife Park blev det da også til - det er vel nærmest vores lokale zoo, og den kan i øvrigt varmt anbefales.

I går morges var det så tilbage til arbejdet, og jeg parkerede ved 7.15-tiden bilen på stationens parkeringsplads, sådan som jeg altid gør, når jeg skal til London. Tog toget ind til byen, klarede mit arbejde, fik en Cornish pasty på Paddington på vejen tilbage og var i Swindon igen kl. 20.35.

På parkeringspladsen bemærkede jeg et par biler, der havde fået slået en siderude ind, og der lå da også glas andre steder på p-pladsen, hvor der havde holdt biler. Jeg krydsede fingre for, at der ikke var sket noget med min bil, men så heldig var jeg desværre ikke.

Sideruden i passagersiden var slået ind, og handskerummet var blevet åbnet og gennemrodet, sandsynligvis i søgning efter GPS'en, der dog aldrig er i bilen. Indholdet af handskerummet samt glasskår var spredt ud over stort set hele bilen. I radioen sad en USB memory stick med noget musik og nogle lydbøger, og denne var blevet fjernet. Alt i alt et udbytte til en værdi af £9.99 i nypris og formodentlig tæt på ingenting på det sorte marked.

Til gengæld måtte jeg bruge en time på at tale med politiet og efterfølgende få skrabet så mange glasskår som muligt væk fra sædet, så jeg kunne komme til at liste bilen hjem. Heldigvis havde jeg stadig sædeovertrækket fra seneste servicebesøg liggende, så det hjalp da som beskyttelse mod de sidste små skår i sædet.

Det tog noget tid at tale med politiet. Først ringede jeg til Wiltshire Police, der dækker Swindon, og her brugte man god tid på at få alle de nødvendige oplysninger fra mig. Til sidst ville personen lige høre sin chef, om man ville sende en patruljevogn forbi, når der nu havde været så mange indbrud på stedet, men hun fik i stedet at vide, at jeg skulle ringe til British Transport Police, da det var sket på First Great Westerns parkeringsplads. Altså måtte jeg igennem hele møllen en gang til med dem.

Her til morgen har jeg så ringet til forsikringsselskabets glasservice, der jo administreres af Autoglass, og de tog imod betaling på £50 i selvrisiko for glasudskiftning og oprettede en sag hos den lokale afdeling i Swindon - de ville så ringe tilbage og aftale nærmere.

Kort efter ringede de da også fra den lokale afdeling, og de bad mig om at køre bilen ned til dem og efterlade den i et par dage, for de var simpelt hen overbelastet med arbejde og havde indkaldt ekstra arbejde - grundet et meget stort antal indbrud i biler i Swindon inden for de sidste dage. De kunne dog love mig, at bilen ville være klar sidst på dagen i morgen.

Det betyder altså, at jeg nu skal køre bilen ned til Autoglass, finde hjem derfra med bus eller taxa (det bliver jo nok sidstnævnte), tage bussen ned til stationen onsdag morgen (og dermed stå endnu tidligere op end normalt) og bus eller taxa hjem onsdag aften - samt taxa eller bus ned til Autoglass torsdag morgen på vej til Reading.

Utroligt irriterende og besværligt, og alt i alt kommer det vel til at koste mig tæt på £100 for selvrisiko, alternativ transport og en ny USB-key.

Måske er jeg selv lidt ude om indbruddet, for jeg lader altid holderen til min GPS blive siddende i forruden - jeg bruger den så ofte, at jeg ikke gider at pille den ned og sætte den op igen, for det er en smule besværligt, da det dels involverer selve holderen, dels TMC-antennen, som skal sættes i ruden med et par små sugekopper, da den ellers ikke er til at holde styr på. Og en efterladt holder indikerer jo, at jeg bruger GPS, og så er det vel oplagt at bryde ind for at se, om jeg også er doven nok til af efterlade den i bilen.

Jeg havde faktisk overvejet at sætte et par labels på ruderne med teksten »SATNAV NEVER LEFT IN CAR«, men jeg tvivler ærlig talt på, om det vil virke. Så jeg må vel bare vænne mig til at fjerne holderen, når jeg parkerer skumle steder, hvilket stationens kamerovervågende parkeringsplads, hvor der »er jævnlig sikkerhedspatruljering«, åbenbart er ...

Spørgsmålet er så, om jeg også skal have en renseserviet med til at fjerne mærket på ruden efter sugekoppen?

Jeg glæder mig, til vi på et tidspunkt er endeligt færdige med flytning og har fået afsluttet alt omkring hussalget i Danmark, så jeg kan forsvare at købe mig en ny bil - med fastmonteret navigationssystem.

Som jeg skrev i en kommentar til mit indlæg om slutseddel, var huset jo ikke solgt alligevel. Købers bank ville ikke finansiere købet - til trods for, at de kort forinden havde sagt ja til finansiering af noget andet - og Nykredit og et par andre banker ville åbenbart heller ikke. Om det betyder, at køber ikke var kreditværdig, eller om bankerne simpelt hen er blevet for forsigtige, skal jeg ikke kunne sige, men irriterende er det i hvert fald ...

Huset er derfor stadig på markedet, og der har siden kun været én anden potentiel køber forbi, og ifølge mægleren var dette et meget useriøst par, der var ude for at se 5-6 huse, som de hver især brugt omkring ti minutter på.

Timingen er ikke god for hussalg i øjeblikket, og det er irriterende. Heldigvis har vi råd til at betale for begge huse, men det er penge, som vi hellere ville bruge på at spare op til udbetalingen på et hus her i England ...

OPDATERING: Inden afgang til Autoglass besluttede jeg for mig lige at støvsuge førersædet og fodrummet omkring det. Jeg så lige noget forsvinde op i røret, og en efterfølgende gennemgang af posen afslørede, at de ikke havde taget USB-dimsen - den var bare røget ned på gulvet. Så der er ikke en gang stjålet noget som helst fra bilen. Til gengæld kan jeg ikke nå at annullere købet af en ny, da den allerede er afsendt. Men hvad pokker - sådan en er vel altid god at have.

Autoglass kunne i øvrigt oplyse, at de allerede her til morgen havde fået 50 opkald fra folk, der havde haft indbrud i deres bil i Swindon centrum i går aftes. Nogen har åbenbart haft travlt ...

OPDATERING 2: Klokken 17 ringede de fra Autoglass og sagde, at de havde nået bilen i dag, og hvis det var muligt, ville de meget gerne have, at jeg kom forbi og hentede den, for de havde pladsproblemer i deres sikrede område til natopbevaring. Det gav mig så en halv time til at få fat i en taxa og blive kørt derned (med stop ved en kontantautomat på vejen) - ankom præcis klokken 17.30. Så nu har jeg da fået bilen igen og kan køre ned og parkere ved stationen i morgen. Hvis jeg tør ...